TILBAGE PÅ BANEN
For sportspiger på 12–15 år, der har mistet troen på sig selv – og er begyndt at holde igen
Hun plejede bare at gøre det.
Løbe ind på banen. Tage chancen. Kaste sig ud i en ny øvelse. Give alt, hvad hun havde.
Hun kunne selvfølgelig også blive nervøs eller skuffet. Men hun brugte ikke al sin energi på at tænke over, hvad træneren, holdkammeraterne eller de andre mon tænkte om hende.
Nu er noget anderledes.
Måske kritiserer hun sig selv hårdt efter en kamp eller konkurrence. Måske er hun blevet bange for at lave fejl. Måske holder hun igen, selvom du ved, hvor meget hun faktisk kan.
Og måske er lysten til den sport, hun tidligere elskede, begyndt at forsvinde.
Tilbage på banen er et 5-ganges gruppeforløb for sportspiger på 12–15 år, der skal finde tilbage til glæden, friheden og modet til at vise, hvad de kan.
Kontakt Maria om en plads på:
E-mail: maria@guidetafheste.dk
Tel: +45 50568818
Når hun begynder at se sig selv gennem de andres øjne
På et tidspunkt kan der ske noget med måden, en pige går til sin sport på.
Hvor det tidligere først og fremmest handlede om at have det sjovt, lære noget nyt og mærke glæden ved at kunne mere og mere, kan andre tanker begynde at fylde:
Hvad tænker træneren om mig?
Hvad hvis jeg laver en fejl?
Hvad tænker de andre?
Hvad hvis jeg skuffer nogen?
Er jeg overhovedet god nok?
Pludselig bruger hun en stor del af sin energi på at betragte sig selv udefra.
Fodboldspilleren afleverer bolden i stedet for at tage skuddet.
Gymnasten bliver så optaget af at lande perfekt, at frygten for at fejle overskygger lysten til at prøve.
Danseren bruger spejlet til at sammenligne sig med de andre i stedet for at mærke glæden ved at danse.
Håndboldspilleren tøver, selvom hun tidligere ikke var bange for at gå efter målet.
Ikke fordi talentet er forsvundet.
Men fordi frygten for at fejle og tankerne om de andres vurdering er begyndt at fylde mere end glæden ved sporten.
Målet er ikke at fjerne nervøsiteten
Det er helt naturligt at blive nervøs, når man skal noget, der betyder noget.
Derfor er målet heller ikke, at din datter efter fem mødegange aldrig bliver nervøs, tvivler på sig selv eller laver fejl igen.
Hun skal i stedet erfare, at hun godt kan handle, selvom nervøsiteten er der.
At en tanke ikke behøver bestemme, hvad hun gør.
At en fejl ikke fortæller, hvem hun er.
Og at hun stadig kan tage skuddet, gå ind på gulvet, udføre øvelsen eller stille sig på banen, selvom hun kan mærke sommerfuglene i maven.
Målet er ikke, at hun skal præstere mere.
Målet er, at frygten og overtænkningen skal fylde mindre, så der igen bliver mere plads til glæden, friheden og modet til at bruge det, hun allerede kan.

Hun skal ikke have at vide, hvad hun skal gøre
De fleste piger i den alder har allerede fået masser af velmenende råd:
“Du skal bare tro mere på dig selv.”
“Du skal ikke tænke så meget over, hvad de andre synes.”
“Du kan jo godt.”
Men hvis hun selv kunne beslutte sig for ikke at være bange for at fejle, havde hun sandsynligvis allerede gjort det.
Derfor arbejder vi anderledes i Tilbage på banen.
Vi tager udgangspunkt i, at pigerne allerede rummer mange af de ressourcer, de har brug for.
Vores opgave er ikke at give dem de rigtige svar.
Vi skaber i stedet rammer, stiller spørgsmål og giver dem konkrete oplevelser, hvor de selv kan undersøge:
Hvad sker der med mig, når jeg bliver usikker?
Hvad gør jeg, når jeg bliver presset?
Hvad hjælper mig?
Hvad er vigtigt for mig?
Og hvad vil jeg selv vælge at gøre næste gang?
Når hun selv oplever forskellen, bliver det noget andet end endnu et godt råd fra en voksen.
Hvorfor et gruppeforløb?
Når man er blevet meget optaget af, hvad andre tænker, kan det umiddelbart lyde tryggere at arbejde med det alene.
Men netop gruppen kan noget særligt.
For mange piger kan det være en stor lettelse at opdage:
“Det er ikke kun mig, der har det sådan.”
Når en anden pige fortæller, at hun også kan være bange for at lave fejl, tænker meget over trænerens reaktion eller sammenligner sig med de andre, kan ens egne tanker pludselig føles mindre ensomme.
I gruppen lærer pigerne ikke kun af deres egne oplevelser.
De lærer også gennem hinanden.
De hører andre sætte ord på noget, de måske selv har haft svært ved at forklare. De ser andre prøve noget og opdage noget nyt. Og de bliver inspireret af hinandens historier, erfaringer og løsninger.
Det kalder vi medlæring.
Nogle gange kan det, en anden pige opdager, være lige præcis det, der får noget til at falde på plads hos én selv.
Og så er der fællesskabet.
Pigerne kommer måske fra forskellige sportsgrene, men de kan genkende meget af det samme: presset, sammenligningerne, den indre kritiker, frygten for at fejle og tankerne om, hvad træneren eller de andre mon tænker.
Her får de mulighed for at møde andre piger, som forstår det indefra.
Det kan give støtte og mod gennem processen – og måske også skabe relationer og et netværk, der kan leve videre, når forløbet er slut.
Derfor er gruppen ikke bare rammen omkring Tilbage på banen. Gruppen er en del af selve forløbet.
En lille gruppe med plads til den enkelte
Der er maksimalt 6 piger på holdet.
Det er stort nok til, at pigerne kan lære af forskellige erfaringer og perspektiver – men lille nok til, at der er plads til den enkelte.
Vi lægger fra begyndelsen vægt på at skabe et trygt og respektfuldt rum, hvor man ikke behøver præstere, have de rigtige svar eller fortælle mere, end man er klar til.
For her skal hun ikke være den bedste.
Hun skal have plads til at være sig selv.
Hvorfor heste, når det handler om sport?
Din datter behøver ikke interessere sig for heste.
Og der bliver ikke redet på forløbet.
Hestene er ikke målet. De er en del af metoden.
En hest er ligeglad med, om du er den bedste spiller på holdet. Hvor mange mål du scorede sidste weekend. Om du står forrest eller bagerst i danseopstillingen. Eller om dit spring til konkurrencen blev perfekt.
Hesten reagerer på det, der sker lige nu.
På dit kropssprog.
Din retning.
Din tydelighed.
Din uro.
Og din evne til at blive stående i dig selv.
I øvelserne med hestene kan pigerne derfor få øje på nogle af de samme mønstre, som viser sig i sporten.
Hvad sker der, når jeg bliver usikker?
Hvad sker der, når jeg prøver alt for hårdt?
Hvad sker der, når jeg mister min egen retning, fordi jeg bliver optaget af, hvordan det ser ud?
Og hvad ændrer sig, når jeg finder ro, bliver tydelig og tør stå ved det, jeg vil?
Pigerne kan prøve noget, opleve hvad der sker, justere – og mærke forskellen.
Uden at skulle forklare alting med ord.
Det gør hestene til et konkret redskab til læring og selvindsigt.
Kropskompasset – når kroppen skal hjælpe i stedet for at spænde ben
Når vi bliver nervøse eller pressede, sker der ikke kun noget i vores tanker.
Det sker også i kroppen.
Pulsen stiger. Maven spænder. Vejrtrækningen ændrer sig. Kroppen bliver urolig eller stiv.
Derfor arbejder vi også med Kropskompasset.
Kropskompasset er vores eget koncept med enkle fysiske og yoga-inspirerede øvelser, der hjælper pigerne med at blive opmærksomme på kroppens signaler og finde tilbage til mere ro, nærvær og retning.
Pigerne får mulighed for at finde frem til de redskaber, der virker for dem, så de kan tage deres eget Kropskompas med tilbage til træning, kamp, konkurrence eller opvisning.
Fra “Hvad tænker de andre?” til “Hvad vil jeg?”
Forløbet består af fem mødegange. Hver gang arbejder vi med et nyt tema, som bygger videre på det foregående.
1. Hvorfor dyrker jeg min sport?
Vi begynder med hendes egen sportshistorie.
Hvorfor startede hun?
Hvad var sjovt?
Hvad gav hende energi?
Hvad elskede hun ved sin sport?
Vi arbejder med at genfinde den motivation, der kommer indefra, samtidig med at vi skaber tryghed i gruppen og finder fælles værdier for de fem mødegange.
2. Hvem gør jeg det for?
Vi undersøger forskellen mellem:
Det, jeg selv ønsker
og
det, jeg tror, andre forventer af mig.
Træneren. Forældrene. Holdkammeraterne. Publikum – og måske de forventninger, hun selv har skabt inde i hovedet.
Pigerne arbejder med deres egen motivation og begynder at udvikle konkrete strategier til situationer, hvor presset stiger.
3. Den indre kritiker
Hvad siger hun til sig selv, når noget ikke lykkes?
Når hun mister bolden, glemmer et trin, ikke lander springet eller præsterer dårligere, end hun havde håbet?
Vi arbejder med at opdage den indre kritiker og finde en mere hjælpsom måde at møde fejl på.
Ikke med tomme positive sætninger, men eksempelvis:
“Jeg gjorde det, jeg kunne, med de ressourcer jeg havde i situationen. Næste gang kan mit fokus være …”
Så fejlen ikke bliver en dom over hende.
Men information, hun kan bruge.
4. Frygten for, hvad de andre tænker
Vi kan ikke bestemme, hvad andre mennesker tænker om os.
Men vi kan arbejde med, hvor meget magt deres mulige tanker skal have.
Pigerne arbejder med forskellen mellem egne tanker, andre menneskers tanker og det, de selv vælger at gøre.
De øver sig i at opdage, at de godt kan mærke nervøsitet og stadig handle.
Og i at skelne mellem:
Hvad er mit?
og
hvad tilhører de andre?
5. Tag din egen kraft tilbage
På den sidste mødegang samler vi trådene.
Hvad har hun opdaget om sig selv?
Hvad motiverer hende?
Hvad hjælper hende, når hun bliver presset?
Og hvad vil hun tage med tilbage til sin sport?
Hun samler sit eget kompas:
Hvorfor dyrker jeg min sport?
Hvad vil jeg fokusere på?
Hvad kan jeg gøre, når tvivlen dukker op igen?
Vi afslutter med en konkret øvelse, hvor hun får mulighed for at bruge det, hun har arbejdet med gennem forløbet: nærvær, tydelighed, retning, ro og mod.
Forældrene er også en del af forløbet
Når ens datter begynder at tvivle på sig selv, kan det være svært at vide, hvad der hjælper.
Skal man opmuntre mere?
Tale mindre om sporten?
Hjælpe hende med at analysere det, der gik galt?
Eller minde hende om alt det, hun faktisk kan?
Derfor arbejder vi ikke kun med pigerne.
Som forælder får du også viden, der kan hjælpe dig med at forstå og støtte din datters proces – uden at skulle løse den for hende.
Inden opstart får forældrene tilsendt informationsmateriale om den tilgang, vi arbejder med, og om, hvordan I bedst kan støtte undervejs.
Efter tredje mødegang mødes vi online med forældrene. Her følger vi op på processen og taler om, hvordan I kan støtte det, pigerne arbejder med.
Efter den sidste mødegang mødes vi igen. Her runder vi forløbet af og har særligt fokus på, hvordan I som forældre kan støtte jeres datter videre, når hverdagen, træningen og konkurrencerne fortsætter.
Online forældremøde:
Tirsdag 27. oktober kl. 16.00–17.00
Afsluttende online forældremøde:
Tirsdag 10. november kl. 16.00–17.00
Informationsmaterialet og begge forældremøder er inkluderet i prisen.
Hvad håber vi, hun tager med tilbage til sin sport?
Efter de fem mødegange er målet ikke, at din datter aldrig tvivler på sig selv igen.
Og målet er ikke, at hun skal præstere mere.
Målet er, at hun bliver bedre til at forstå, hvad der sker i hende, når hun bliver presset – og får erfaringer og redskaber, hun kan bruge, når det sker.
Hun kan blandt andet have fået større forståelse for:
- hvad der faktisk motiverer hende
- hvad der sker med hende, når hun bliver presset
- hvordan hun kan bruge kroppen til at finde mere ro
- hvordan hun kan forholde sig anderledes til sin indre kritiker
- forskellen på egne ønsker og andres forventninger
- at hun godt kan være nervøs og stadig handle
- at en fejl kan være information frem for et bevis på, at hun ikke er god nok
- hvordan hun kan stå tydeligere ved sig selv og det, hun vil
Målet er, at hun igen tør tage chancen.
At fodboldspilleren tør tage skuddet.
At gymnasten tør gå ind i øvelsen uden først at kræve perfektion af sig selv.
At danseren igen kan mærke dansen mere, end hun mærker de andres blik.
At håndboldspilleren tør gå efter målet – også når hun ikke på forhånd ved, om bolden går ind.
Talentet skal ikke skabes. Det er der allerede.
Når frygten fylder mindre, kan der igen blive mere plads til at vise det frem – og til den glæde og frihed ved sporten, som måske er blevet væk undervejs.
Er Tilbage på banen noget for din datter?
Forløbet kan være relevant, hvis du genkender en pige, der:
- elsker eller tidligere har elsket sin sport
- er blevet mere selvkritisk
- tænker meget over, hvad træneren eller de andre synes
- er blevet mere bange for at lave fejl
- holder igen, hvor hun tidligere turde tage chancen
- sammenligner sig meget med andre
- bliver meget påvirket af fejl eller dårlige præstationer
- er begyndt at miste glæden eller motivationen
- måske taler om at stoppe, selvom sporten tidligere har betydet meget for hende
Hun behøver ikke være eliteudøver.
Og hun behøver ikke dyrke en bestemt sport.
Tilbage på banen er for piger fra både holdsport og individuelle sportsgrene.
Praktisk information
For hvem: Sportspiger 12–15 år
Antal: Maks. 6 piger
Forløb: 5 mødegange á 2½ time
Tid: Kl. 13.00–15.30
Sted: Slettebjerggård, Hundested
Mødegange
Søndag 1. november 2026
Søndag 8. november 2026
Søndag 15. november 2026
Søndag 22. november 2026
Søndag 29. november 2026
For forældre
Informationsmateriale før opstart samt to online forældremøder:
Onsdag 18. november kl. 16.00–17.00
Mandag 30. november kl. 16.00–17.00
Pris
Introduktionspris: 4.500 kr. for hele forløbet
Prisen inkluderer alle fem mødegange, informationsmateriale til forældrene og begge online forældremøder.
Dette er første gang, vi udbyder Tilbage på banen, og derfor tilbydes det første hold til en særlig introduktionspris.
Det er første og sidste gang, forløbet udbydes til denne pris.
Der indgår ikke ridning, og din datter behøver hverken at have erfaring med eller interesse for heste.
Hvem møder din datter?
Tilbage på banen er udviklet og faciliteres af Maria Dresselr fra Guidet af Heste og Iben Bøgeholm Folkmann fra BeJoyUs.
Maria Dresselr – Guidet af Heste
Maria har gennem mange år arbejdet med mennesker, motivation og udvikling.
Et gennemgående tema i hendes arbejde har været at hjælpe mennesker med at finde frem til, hvad der betyder noget for dem, hvad der motiverer dem, og hvordan de kan begynde at handle i overensstemmelse med det – også når usikkerhed eller omgivelsernes forventninger står i vejen.
I arbejdet med børn og unge bruger Maria blandt andet naturen, kroppen og mødet med hestene som konkrete redskaber til at skabe erfaringer, der ikke kun skal forstås med hovedet, men også mærkes og opleves.
Iben Bøgeholm Folkmann – BeJoyUs
Iben er NLP Coach og Psykoterapeut MPF og har mere end 20 års erfaring med kommunikation og personlig udvikling.
Hun har en særlig passion for tidlig indsats blandt børn og unge og har gennem sit arbejde med unge med diagnoser og psykisk sårbarhed på ungdomsuddannelser fået stor indsigt i de udfordringer, der kan ligge bag facaden – også når det udadtil ser ud til, at den unge klarer sig godt.
Iben arbejder ud fra en ligeværdig og respektfuld tilgang, hvor målet er at skabe en ramme, der giver lyst og mod til udvikling. Hun arbejder blandt andet med motivation, indre tilstande og de strategier, vi bruger, når vi møder noget, der er svært.
Naturen og dyrene har været en understøttende del af Ibens arbejde med personlig udvikling i mere end 15 år.
Sådan får din datter en plads
Der er kun plads til 6 piger på holdet.
Før tilmelding tager Maria en kort samtale med dig.
Her kan du fortælle lidt om din datter, hendes sport og det, du oplever lige nu. Sammen taler I om, hvorvidt Tilbage på banen passer til det, hun har brug for.
Hvis I efter samtalen ønsker en plads, får du tilsendt tilmeldings- og betalingsinformation.
Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet efter den indledende samtale.
Tilmeldingen er bindende, når betalingen er modtaget.
[KNAP: Kontakt Maria om en plads]
Ved tilmelding accepteres Guidet af Hestes gældende handels- og afbestillingsbetingelser.
